søndag den 8. november 2015

Fra Lille Havelse til Holnæs.

Min oldefar Hans Hansen født i 1852, bondedreng fra i Lille Havelse i Nordsjælland  bliver den første i familien, der får en akademisk uddannelse, efter at hans forfædre så langt tilbage øjnene rækker har været gårdmænd og fæstebønder i en af landsbyerne i området mellem Hillerød, Frederikssund og Frederiksværk og i øvrigt har måtte lade sig nøje med få års skolegang i landsbyskolen.
Hans bliver konfirmeret i 1866, og i 1868 bliver han tilskrevet lægdsrullen i Ølsted sogn, men flyttes samme år til lægdsrullen i København, givetvis fordi han på det tidspunkt påbegynder sin uddannelse i hovedstaden.
 

I 1876 finder jeg ham som logerende Cand. Polyt - altså færdiguddannet civilingeniør - på Gasvej i København (nuværende Gasværksvej), og i 1876-77 aftjener han sin værnepligt i Ingeniør Batallionen. Han måler i øvrigt 63 tommer i højden, svarende til 165 cm.
 

Siden bor Hans på forskellige adresser i København og på Frederiksberg, og 1. januar 1884 flytter han fra Frederiksberg til Næstved sammen med sin hustru Maria Catharina Petersen.
 

Maria Catharina er født i Dorf Holnis - Holnæs - i Munkbrarup sogn i Slesvig, datter af teglværksejer Matz Peter Petersen og hustru Cecilia Maria Jessen. Vielsen mellem Hans og Maria Catharina må have fundet sted i 1882-83, og da jeg ikke kan finde vielsen andre steder, er det tænkeligt, at parret er blevet gift i Maria Catharinas hjemsogn i Slesvig, i Munkbrarup Kirke.

Om Holnæs kan man på Wikipedia blandt andet læse:
 

"Holnæs (tysk: Holnis sønderjysk Holjnæs) er en halvø på den tyske side af Flensborg Fjord. Fra Holnæs er det kun cirka 1700 meter over til den danske halvø Broager. Halvøerne Holnæs og Broager markerer overgangen fra yderfjord til den smallere indfjord.
I flere hundrede år har der været færgeforbindelse mellem Holnæs Færgegård og Brunsnæs Færgekro, indtil den i 1875 blev helt lukket for persontransport."

 

https://da.wikipedia.org/wiki/Holn%C3%A6s
 

Brunsnæs er beliggende på den danske halvø Broager, men både Broager og Holnæs var en del af hertugdømmet Slesvig, som Danmark mistede i forbindelse med krigen i 1864. 
I 1920 blev Broager atter en del af Danmark, mens Holnæs og Munkbrarup forblev tysk, hvilket indebærer, at jeg ikke har adgang til kirkebøgerne derfra.
Der foreligger imidlertid seks folketællinger for Slesvig i perioden 1803 til 1860, og på den baggrund er det lykkedes at finde frem til Maria Catharinas ophav et par generationer tilbage.


Ved folketællingen i 1803 finder jeg Maria Catharinas oldefar på fædrene side, Matz Petersen på et husmandssted i Schausende (Skovsende) på den vestlige side af Holnæs. Her er Matz og hans hustru, Catharina Margaretha Lück, aftægtsfolk hos hustruens søn fra 1. ægteskab, Christian August Hansen, der er forholdsvis nygift og har en lille søn.
Matz Petersen og Catharina Margaretha har en søn og en datter, Peter Hartwig Petersen 14 år og Anna Dorothea Petersen 12 år. Udover de syv familiemedlemmer er der tilligemed  to tjenestefolk.
 

Den næste folketælling finder først sted i 1835, og på det tidspunkt er Matz Petersen og hans hustru døde og borte, ligesom jeg heller ikke har kunne opspore datteren, Anna Dorothea.
 

Til gengæld var det ikke svært at finde Peter Hartwig Petersen, der tilbage i 1822 købte et konkursramt teglværk med et tilhørende hus, hvis historie er beskrevet her.
 

http://www.ziegeleivilla.de/%C3%BCber-uns/historie-der-ziegeleivilla/
 

Forinden var Peter Hartwig imidlertid blevet gift, og sin hustru hentede han på den anden side af Flensborg Fjord i landsbyen Möllmarck (Mølmark) på halvøen Broager, eller Broager Land om man vil. 
Gennem 1700 og 1800 tallet fandt man ofte ægtefællen i sin egen landsby, men trafikken gik også over fjorden og endda længere væk efter en ægtefælle såsom Langeland, Ærø, Fyn, Jylland og endda Bornholm; og ligesom både Peter Hartwig og hans søn nogle år senere begge hentede deres brud i Broager Land, gik trafikken også den modsatte vej.
 

Men foreløbig går turen til Broager Land til Maren Matzen og hendes slægt på halvøen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar